Brædstrup Håndboldklubs vedtægter:
§1 Navn og Hjemsted. Klubbens navn er BRÆDSTRUP HÅNDBOLDKLUB, som forkortes BHK. Klubben har hjemsted i Horsens kommune.
§2 Formål. Klubbens formål er at give alle interesserede, uanset alder, køn og færdigheder mulighed for at spille håndbold. Der skal endvidere gives spillere, der har lyst og talent mulighed for at blive dygtige håndboldspillere. Der skal samtidig arbejdes mod at skabe et godt miljø og sammenhold i klubben.
§3 Optagelse af medlemmer og kontingent. Som nye medlemmer optages personer, der vil indordne sig under klubbens bestemmelser, og som ikke er i kontingent restance i en anden klub. Optagelse sker ved henvendelse til en af klubbens ledere. Kontingent til klubben fastsættes af klubbens bestyrelse, som også fastsætter opkrævningsmetoden.
§4 Udmeldelse og udelukkelse. Udmeldelse af klubben sker ved klubbens kasserer. Kontingent skal betales for det halvår, i hvilken udmeldelsen finder sted. Bestyrelsen kan udelukke medlemmer, der modarbejder klubben og dens formål. Det eller de udelukkede medlemmer kan få deres sag behandlet på klubbens ordinære generalforsamling.
§5 Generalforsamling. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned. Indvarsling sker ved annoncering i den lokale presse senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag og forslag om vedtægtsændringer skal være formanden i hænde senest 4 dage før generalforsamlingens afholdelse. Dagsorden skal indeholde følgende:
- 1. Valg af dirigent – denne person må ikke være et bestyrelsesmedlem.
- 2. Beretninger.
- 3. Regnskab.
- 4. Indkomne forslag.
- 5. Valg af Formand eller kasserer
- 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
- 7. Valg af 2 suppleanter.
- 8. Valg af 2 bilagskontrollanter.
- 9. Eventuelt.
Skriftlig afstemning skal efter ønske foretages. Alle beslutninger tages ved simpelt flerhed (se dog §11 og §12). Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal af mødte stemme berettigede. Generalforsamlingens protokol underskrives af dirigenten.
§6 Stemmeret og valgbarhed. Følgende har stemmeret ved generalforsamlingen. 1. Aktive medlemmer over 14 år. 2. Bestyrelsesmedlemmer. Suppleanter til bestyrelsen, revisor samt revisorsuppleant. 3. De protokol førte udvalgsmedlemmer. 4. Forældre til medlemmer under 14 år – dog kun én stemme pr. husstand. 5. Alle ulønnede trænere og holdledere i BHK.
§7 Ekstraordinær generalforsamling. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes. Såfremt flertallet af bestyrelsen eller 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer stiller skriftligt motiveret krav herom, med angivelse af dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal indvarsles og er beslutningsdygtig, som den ordinære generalforsamling.
§8 Klubbens ledelse.
Klubben ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, som tegner klubben. Kasserer og formand tegner, med ansvar overfor bestyrelsen, klubben i økonomiske forhold. Formand og Kasserer vælges af general forsamlingen for en 2 årig periode På lige år vælges kasseren På ulige år vælges formanden Bestyrelses medlemmer vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode. Generalforsamlingen bør tage hensyn til videst muligt repræsentation BHKs medlemsområde ved valg af bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted. På lige år afgår 3 bestyrelsesmedlemmer. På ulige år afgår 2 bestyrelsesmedlemmer. Endvidere vælges 2 suppleanter for 1-årig periode. Ved indtrædelse i bestyrelsen sidder suppleanten bestyrelsesmedlemmets restperiode ud. Bestyrelsen konstituerer sig inden 14 dage efter følgende: 1. Formand (valg på generalforsamlingen) 2. Næstformand 3. Kasserer (valgt på generalforsamlingen) 4. Sekretær 5. Koordinatorer/bindeled for stående udvalg.
Bestyrelsen kan i øvrigt nedsætte udvalg til at varetage særlige opgaver for klubben. Valgbar til udvalg er alle som er fyldt 16 år.
§ 9 Regnskab. Klubbens revision varetages af 2 bilags kontrollanter som vælges på den årlige generalforsamling for 1 år af gangen. Bilags kontrollanterne gennemgår klubbens regnskab ved regnskabets afslutning. Bilags kontrollanterne udtager tilfældig stikprøve kontrol af bilag. Klubbens regnskab går fra 1/5 – 30/4. Der skal hvert kvartal udarbejdes en regnskabsoversigt for bestyrelsen. Det reviderede regnskab skal ligge skriftlig til alle deltagere til generalforsamlingen, underskrevet af bilags kontrollanterne.
§10 Økonomiske forpligtelser. Klubbens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de klubben indgåede forpligtelser, for hvilke alene klubben hæfter med sin formue. Klubbens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse overfor klubben, udover kontingentforpligtigelsen, og har ikke krav på nogen del af klubbens formue eller udbytte af nogen art.
§11 Vedtægtsændringer. Ændring af vedtægter kan vedtages på enhver ordinær og ekstraordinær generalforsamling. Når forslaget er indsendt rettidigt og mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.
§12 Klubbens opløsning. Klubben kan kun opløses, såfremt 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede på 2 generalforsamlinger, med mindst 12 dage – og højest 30 dages mellemrum stemmer for. Sidst indkaldte generalforsamling vedr. opløsning afgør, hvad klubbens formue skal gå til, idet midlerne dog tilfalder foreninger og/eller klubber med lignende formål i Brædstrup og omegn. Klubbens midler tilgår, i tilfælde af opløsning, klubber i Brædstrup og omegn.